SPORT LIVE tv-kanal

Direkte tv fra DM i boksning

Når DM i boksning afvikles i Jyllinge den 17. november 2019, er det med direkte tv-transmission fra finalerne på den nye danske tv-kanal SPORT LIVE.

SPORT LIVE gik i luften den 1. august med ambitionen om at sende fra al den danske sport, som fortjener at komme på tv.

”Der foregår rigtig meget spændende i dansk idræt, som ikke får den eksponering, som det burde. Reelt er der vel kun 3-4 af DIFs 62 specialforbund, som har tv-aftaler. Det vil vi gerne lave om på. Siden august har vi sendt fra en række danske idrætsbegivenheder, og det initiativ er blevet utroligt godt modtaget,” siger Flemming Kjellerup fra SPORT LIVE.

SPORT LIVE distribueres gennem Canal Digital, YouSee, Stofa og Waoo hvor den ligger som ”tilvalgs-” eller ”bland-selv-”kanal. Kanalen har fået markant flere kunder de seneste måneder, og har netop indgået aftale med Canal Digital om at indgå i deres pakker fra 1. januar.

”Vi glæder os meget til at sende boksning på SPORT LIVE. Boksning er jo suverænt som tv-sport. Det har al den drama og intensitet som gør det interessant på tv. De seneste mange år har sportsgrenen ikke været så synlig, men jeg tror at vi i fællesskab med DABU kan bygge nogle spændende events over de kommende år, som vil være godt tv for os og som vil give boksningen nogle nye muligheder for at vise sig frem for sponsorer og boksefans,” siger Flemming Kjellerup.