Ændret praksis angående dommere/kampledere til stævner og turneringer

Ændret praksis angående dommere/kampledere til stævner og turneringer

24. september 2026 Slået fra Af Bestyrelsen

Til orientering:

Af hensyn til klubbernes økonomi ved egne arrangementer, har følgende praksis hidtil været gældende:

Ved stævner og turneringer, bortset fra mesterskaber, har dommere hidtil kunnet dømme kampe med boksere fra deres egen klub.

Denne praksis er ikke længere tilladt.

DaBU har gennem længere tid oplevet en markant stigning i indberetninger på dommere og kampledere fra klubber, der mener sig uretfærdigt behandlet i sportslige afgørelser.

Trods gentagne forsøg på dialog og opfordringer til omtanke, er det i flere tilfælde ikke lykkedes at få klubber, trænere og formænd til at fjerne udstillende og kompromitterende opslag fra offentlige medier. Nogle har endda argumenteret for, at de anser det for rimeligt og i offentlighedens interesse at hænge officials ud på sociale medier.

DaBUs dommere og kampledere repræsenterer organisationen og er samtidig bundet af deres underskrift på Code of Conduct. De kan derfor hverken forsvare sig eller kommentere på opslag, på sociale medier og andre platforme.

DaBU ser sig derfor nødsaget til at stoppe denne praksis. Beslutningen skal først og fremmest beskytte den enkelte official, men samtidig værne om sporten mod offentlige anklager om manglende integritet og aftalt spil.

DaBU er klar over, at ændringen beklageligvis kan øge klubbernes udgifter til arrangementer, da der kan være behov for flere officials til rådighed.