Anbefalinger til idrætsforeninger i kommuner og sogne med høj smitte

Anbefalinger til idrætsforeninger i kommuner og sogne med høj smitte

26. november 2021 Slået fra Af Signe Kirse Ellegaard

Kulturministeriet har i samarbejde med DIF og DGI udarbejdet et sæt anbefalinger på børn- og ungeområdet til idrætsforeninger i kommuner og sogne med høj smitte. Dem opfordrer DaBU alle berørte foreninger til at følge.

  • Klæd om hjemmefra
    I det omfang, det er muligt, opfordres alle børn og unge til at møde op omklædte. Opfordringen gælder dog ikke i svømmehaller og andre steder, hvor det ikke er foreneligt med aktiviteten.
  • Bed forældrene aflevere deres børn udendørs
    Er det muligt, så bed forældrene om at aflevere og hente deres børn uden for hallen.
  • Hold afstand
    Mind forældre og andre voksne om at holde afstand, hvor det er muligt. Afstandsanbefalingen gælder ikke mellem udøvere, trænere samt mellem forældre og børn ved børn-voksenaktiviteter mv.
  • Opdel aktiviteterne i mindre grupper
    Kan aktiviteterne på en naturlig måde planlægges inden for mindre og faste grupper/hold, anbefales dette.


Se HER, om din kommune skal følge de generelle råd og regler eller anbefalingerne om smitteforebyggelse (scroll ned på siden) 

Se DaBU øvrige corona-information


Læs også 6 spørgsmål og svar om de nye anbefalinger

  1. Gælder de nye anbefalinger alle idrætsforeninger?
    Nej, de nye anbefalinger er målrettet klubber og foreninger i kommuner eller sogne med særlig højt smittetryk.
  2. Er det kun børn og unge i grundskolen, som de nye anbefalinger omhandler?
    Ja, de nye anbefalinger omhandler kun børn og unge i dagtilbud og grundskolen i kommuner og sogne med særlig megen smitte.
  3. Må unge og voksne, der ikke går i grundskolen, klæde om til træning?
    Ja, de nye anbefalinger omfatter kun børn og unge i dagtilbud og grundskolen i kommuner og sogne med høj smitte.
  4. Må forældre fortsat følge deres børn ind til træning – og hente dem inden for efter træning?
    Det anbefales, at forældre til børn og unge i kommuner og sogne med særlig høj smitte i videst mulige omfang ikke følger børnene ind, men i stedet henter og bringer ved indgangen (udendørs). 
  5. Må vi afholde planlagte sociale aktiviteter som fx juleafslutning, selv om vores forening ligger i en kommune eller sogn med høj smitte?
    Ja, myndighederne fraråder ikke sociale aktiviteter, men opfordrer til at udvise sund fornuft. 
    Hvis I afvikler sociale aktiviteter, bør I samtidig have særligt fokus på smitteforebyggende tiltag som fx håndvask/sprit, udluftning, øget rengøring og en generel opfordring til at blive hjemme selv ved milde symptomer.
    Det er derfor op til den enkelte forening selv at vurdere, om fx en planlagt juleafslutning skal gennemføres eller ej.
  6. Må vi spille kampe og afvikle stævner?
    Ja, foreningsaktiviteter, stævner, kampe mv. kan fortsat gennemføres med fokus på smitteforebyggende foranstaltninger, også i kommuner og sogne med høj smitte.

Har du spørgsmål?
Vi opfordrer jer til at søge supplerende viden på coronasmitte.dk, hos Styrelsen for Patientsikkerhed og på Kulturministeriets hjemmeside.

Photo by Giulia May on Unsplash