Overblik til DaBUs medlemsklubber:

Overblik til DaBUs medlemsklubber:

8. maj 2026 Slået fra Af Bestyrelsen

Spørgsmål og svar om retssagen mod DaBU, hvor DaBU nu er endeligt frikendt

Kort intro til retssag

Formålet med denne mail er at give dig og alle DaBUs medlemsklubber indsigt i, hvad der er op og ned i den retssag, der har kørt i godt tre år fra 2023-2026, og hvor DaBU blev endeligt frikendt den 10. marts 2026.

Efter lidt over tre år med juridisk strid, faldt der i marts i år dom i sagen, hvor virksomheden Danish Boxing Promotion havde stævnet Danmarks Bokse-Union (DaBU). I stævningen krævede virksomheden op til 500.000 kroner i erstatning fra DaBU for påståede mistede sponsorindtægter. Men den 10. marts 2026 frifandt Retten i Glostrup DaBU, og da ingen af parterne efterfølgende har anket dommen, er sagen nu er endeligt afsluttet.

For mange medlemmer i bokseklubberne har sagen været svær at gennemskue. Det skyldes, at den indeholder en række juridiske detaljer, spørgsmål om samarbejde mellem amatør- og professionel boksning og uenighed om ansvar for sponsorater. Derfor vil vi kort forklare, hvad sagen handlede om – og hvad frifindelsen betyder for DaBU og klubberne.

Sådan startede sagen

Sagen begyndte i januar 2023 efter en DR-mediehistorie om boksebrødrene Nikolai og Sebastian Terteryan og deres møde med promotor-virksomheden, Danish Boxing Promotion. Historien handlede om, at de to bokse-brødre følte sig presset til at underskrive en hemmelig og uopsigelig kontrakt med Danish Boxing Promotion. På baggrund af informationerne i artiklen om Danish Boxing Promotions såkaldte “bøllemetoder” valgte DaBU at fraråde samarbejde med virksomheden og samtidig ikke godkende stævner blandt medlemsklubber, der var arrangeret sammen med virksomheden.

Danish Boxing Promotion mente, at beslutningen betød, at sponsorer trak sig fra planlagte arrangementer. Virksomheden krævede derfor erstatning for omkring 500.000 kroner i påståede mistede sponsorindtægter.

Tidslinje over sagen

Nedenfor ses en tidslinje over forløbet i retssagen mod DaBU:

TidspunktBegivenhed
Januar 2023DR offentliggør mediehistorie om kontraktpres mod Terteryan-brødrene.
April 2023Etisk Komité konkluderer, at DaBUs bestyrelse var uvidende om to tidligere ansattes forhandlinger med Terteryan-brødrene. Etisk Komité finder derfor ikke anledning til at kritisere DaBU for overtrædelse af good governance eller etiske retningslinjer.
Maj 2024Danish Boxing Promotion stævner DaBU med krav om erstatning for påståede tabte sponsorindtægter.
2024–2025Sagen behandles ved de danske domstole og forberedes til retssag.
10. marts 2026Retten i Glostrup afsiger dom og frifinder DaBU.
7. april 2026Parterne i sagen har en frist på fire uger til at beslutte om de ønskede at anke sagen til Landsretten.
8. april 2026Ingen af parterne anker byrettens dom til Landsretten, hvorfor sagen den 8. april 2026 er endeligt afsluttet med frifindelse af DaBU.

Spørgsmål og svar om retssagen

SpørgsmålSvar
Hvem rejste sagen mod DaBU – og hvad var anklagen?Virksomheden, Danish Boxing Promotion, sagsøgte DaBU og påstod, at DaBUs beslutning om ikke at samarbejde med virksomheden førte til tabte sponsorindtægter.
Hvad var erstatningskravet?Virksomheden, Danish Boxing Promotion, krævede op til 500.000 kroner i erstatning for de påståede tabte sponsorater.
Hvad var byrettens dom i sagen?Retten i Glostrup frifandt den 10. marts 2026 DaBU, fordi virksomheden, Danish Boxing Promotion, ikke kunne bevise, at DaBU var ansvarlig for virksomhedens påståede tab.
Er retssagen nu endeligt afsluttet?Begge parter i sagen havde en frist på fire uger efter byrettens dom den 10. marts 2026 til at beslutte, om de ønskede at anke sagen til Landsretten. Ingen af parterne ankede byrettens dom til Landsretten, hvorfor sagen den 8. april 2026 er endeligt afsluttet med frifindelse af DaBU.
Hvad betyder DaBUs frifindelse for klubberne?Eftersom DaBU blev frifundet i byretten, skal unionen – og dermed klubberne – ikke betale erstatningskravet på 500.000 kroner. Men selvom DaBU blev frifundet, så har der for DaBU været store og uventede udgifter forbundet med retssagen. Det skyldes, at unionen har skullet betale betydelige advokatomkostninger, som alene udgør 130.000,-. Dette er uden administrationsudgifter og div.
Hvilke konsekvenser har sagen haft for klubberne?Foruden de store udgifter, der har været for DaBU i forbindelse med retssagen til hhv. advokatomkostninger og administrationsomkostninger, så har retssagen også været meget ressourcekrævende for DaBU, idet de ansatte i DaBUs sekretariat har brugt mange timer på at forberede retssagen. Menneskelige ressourcer og timer, som ellers skulle have været kommet bokseklubberne til gode.
Har retssagen principiel betydning?Retssagen mod DaBU handlede blandt andet om, hvorvidt et idrætsforbund kan holdes økonomisk ansvarligt for aftaler, som en privat virksomhed indgår − uden unionens kendskab. Sagen er den første af sin art og kan dermed muligvis have principiel karakter. Dette er dog ikke efterprøvet. Det må være helt afgørende for ikke kun DaBU, men også for andre idrætsforbund, at et idrætsforbund kun kan drages til ansvar for handlinger, som kan henledes direkte til forbundets egen gøren og laden.
Hvorfor har DaBU informeret relativt sparsomt om retssagen fra 2023-2026?Af hensyn til retssagens gang, er DaBU af deres advokat helt fra starten af blevet rådet til ikke at udtale sig om retssagen, mens den har pågået. Derfor har DaBU udtalt sig relativt sparsomt om sagen fra 2023-2026, indtil retssagen var endeligt afgjort ved Retten i Glostrup den 10. marts 2026, hvor DaBU blev frifundet.

Kort sagt

Retssagen handlede grundlæggende om ansvar for økonomiske aftaler i bokseverdenen. Byretten vurderede, at virksomheden, Danish Boxing Promotion, ikke kunne dokumentere, at DaBU var ansvarlig for de påståede tabte sponsorindtægter. Derfor blev DaBU frifundet.

Vi håber at se dig til temadag lørdag d. 9. maj og repræsentantskabsmøde d. 10. maj 2026 i Forum Kolding.

Med venlig hilsen

Bo Bøgeskov
Formand for DaBU
På vegne af flertallet i DaBUs bestyrelse