Danske Mesterskaber 17.-19. november 2023

Danske Mesterskaber 17.-19. november 2023

1. juni 2023 Slået fra Af Signe Kirse Ellegaard

Danmarks Bokse-Union, Vordingborg Bokseklub Tårnet 74, Vordingborg Kommune og Moena Mønshallerne har indgået aftale om afvikling af de Danske Mesterskaber 2023.

Pressemeddelelse 1. juni 2023

Det er nu er faldet på plads, hvor og hvem, som skal afvikle Danske Mesterskaber i boksning den 17. 18. og 19 november 2023. Mesterskaberne skal holdes i Moena Mønshallerne i Stege. Det vil ske i tæt samarbejde med bokseklubben Tårnet 74, som også er hjemmehørende i Vordingborg Kommune.

Arrangementer af denne størrelse kræver mange frivillige arbejdstimer samt økonomisk støtte og derfor er det en glad formand for Danmarks Bokse-Union Lars Brovil som udtaler: ”Vi er meget stolte over, at Vordingborg Kommune har valgt at bakke op om dette arrangement. Det er jo årets højdepunkt for alle danske boksere. Samtidig er det første gang nogensinde, at der afvikles et boksestævne i Stege, men vi mærker allerede en utrolig stor lokal opbakning. Tårnet 74 er den lokale medarrangør, som har meget stor stævneerfaring og det er DaBU rigtig trygge ved”. 

Tårnet 74 (årets Klub i Vordingborg Kommune 2022) har tidligere arrangeret DaBUs sjællandske mesterskaber og har længe ønsket sig værtskabet for netop Danske Mesterskaber. Det er nu lykkedes med den kommunale medfinansiering. Borgmester Mikael Smed udtaler: ”Vordingborg Kommune er glade for, at DaBU og Tårnet 74 har valgt Moena Mønshallerne som hjemsted for de kommende nationale mesterskaber. Møn er helt klar til at modtage alle boksere, trænere og publikummer de tre dage stævnet varer”.

Formanden for Moena Mønshallerne, Peter Tommerup glæder sig også over, at hallerne er blevet valgt som arrangementssted: ”Moena Mønshallernes faciliteter er klar til kamp! Vi har en opvisningshal, der egner sig til afholdelsen af mesterskaber med et stort publikum. Ved siden af en flexhal, der kan deles op i sale og bruges til alle de forberedende aktiviteter med bokserne. Plus en svømmehal med sauna, hvor bokserne kan gøre sig kampklar”. Centerleder Inge-Vibeke Boysen supplerer: ”Stege by og Møn som destination spiller også med. Arrangørerne af danmarksmesterskaberne har brug for mange overnatningsmuligheder til boksere, trænere, officials og foreningsdeltagere, alt dette kan Møn levere. Sammen med en engageret by, Stege, der er god til samarbejde på tværs af faciliteter, foreninger, frivillige og forretningsdrivende, hvor alle bakker op om større arrangementer i byen”.

Ved de store mesterskaber har DaBU en TV-aftale med Sport Live, som sender direkte fra finalerne lørdag aften.                                                                                                                         

Billetterne sættes til salg på Fightticket.dk efter sommerferien, og der vil være besparelser at hente ved at købe endagsbilletter eller partout billetter i forsalg på nettet. 

For yderligere spørgsmål kan man kontakte: 

Formand for DaBU: Lars Brovil 40440478, 
Formand for Tårnet 74: Kent Hansen 53660660
Administrationschef i DaBU: Bjarne Malmros 40133766