PRESSEINVITATION – ÅBNINGSRECEPTION HØJE TAASTRUP BOKSECENTER & DABU UDVIKLINGSCENTER
17. august 2020Dansk boksning får nyt slagkraftigt udviklingscenter i Høje Taastrup.
Landsholdsboksere, motionsboksere og fysisk udfordrede samles under ét tag i nyt boksecenter. Målgrupperne spænder vidt. Der vil være boksning efter skole for udsatte unge, fysisk genoptræning målrettet kommunens borgere og soldaterveteraner, samt en gymnasial bokselinje. Centret skal også rumme bokseunionens nye kvindetrup.
Ønsket er at styrke boksesporten over en bred kam. Danmarks Bokse-Union, Høje Taastrup Bokseklub, Høje Taastrup Kommune, DIF Get2Sport og Høje Taastrup Gymnasium har længe sparret omkring projektet, som er en af de største satsninger i dansk boksning. På lørdag går alle aktører i projektet sammen i ringen og præsenter med stolthed Høje Taastrup Boksecenter & DaBU Udviklingscenter.
Regionale kraft- og udviklingscentre er et centralt punkt i DaBU’s strategiplan for at styrke talent- og elitearbejdet. En ny guldalder med danske OL-medaljer kommer ikke af sig selv. Det første kraftcenter åbnede i Vejle i december, og nu får Østdanmark også et center, der giver en helt ny platform for gode træningsmiljøer og kvalificeret sparring til de unge, ikke mindst de kvindelige, boksere. Det kan være svært at tilbyde i de lokale klubber. En projektansættelse i centret åbner også mulighed for både specialtræning og morgentræning.
Dansk sportspresse og andre med interesse i projektet inviteres til åbningsreception på lørdag, den 22. august fra klokken 14.00–15.30. Tilmelding nødvendig til ske@dabu.dk. På grund af coronavirus vil der være et begrænset antal pladser, og på dagen kan vi desværre ikke invitere alle de bokseklubber, som vil få glæde af projektet. Der vil være åben mulighed for interviews med aktører og brugere af centret. Desuden vil det være muligt at fotografere i forbindelse med kvindetruppens træning. Ved receptionen bydes der på noget godt at drikke og solide ”håndmadder”.
”Mange timers arbejde er lagt i projektet. Et stærkt samarbejde mellem mange parter er nu en realitet. De overordnede linjer er lagt, nu skal tiltaget ud at leve i hverdagen og i praksis.”
Lars Brovil, formand, DaBU
”Det glæder os at kunne være med til at drømme stort og se et stort resultat. Som klub bliver det skønt at få optimeret faciliteterne hele vejen rundt.”
Kim Kristiansen, formand, Høje Taastrup Bokseklub
”Vi har i mange år haft et rigtig godt samarbejde med bokseklubben, og vi er stolte af at have en forening, der både har et fantastisk foreningstilbud med trygge rammer og dygtige trænere, og som samtidig gør en stor indsats for at få endnu flere børn og unge ind i foreningslivet. Med dette nye boksecenter får Høje-Taastrup et boksemiljø for både eliten og bredden, hvor der er plads til alle.”
Michael Ziegler, borgmester, Høje Taastrup